Så kom dagen. Den de fleste heroppe har ventet på. Ikke mindst de mange restauranter. Og vi med. Genåbningen af Oslo. Efter næsten 6 måneder i komplet nedlukning var det tid til at ryste støvet af sig, finde udeserveringsbordene frem og skænke lidt i glasset. Vi havde ét sted for øje. Et sted fyldt med sjæl, fantastisk mad og supplerende vine og sidst med ikke mindst bare altid styr på alt. Vi er aldrig gået fra et måltid på Kneipps uden at være fuld ud fornøjede, absolut mætte og i visse tilfælde også en smule beduggede. Det sted formår altid ar levere og danne gang var ingen undtagelse.
Solen skinner, nye asparges og dertilhørende vino. Helt perfekt. Selvom ynglingstjeneren følte sig en smule rusten og lige skulle falde tilbage i det vante etikette, var det ikke noget vi bed mærke i. Vi nød bare vejret, endelig at kunne nyde et glas i solen og frem for alt den summende stemning af liv i Løkkas gader. Vi krydser fingre for at tallene forbliver lave, at vi får mange flere af denne slags lyse aftner denne sommer og ikke mindst et besøg eller mange flere på kære Kneipps
Der bliver blogget for lidt herinde. Og jeg ved det godt. Det skyldes primært livet. Og at det leves udenfor denne virtuelle verden. Ikke at det leves i sus og dus, men tiden går bare med det tiden nu går med. Foråret har stadig båret præg af covid og ikke mindst lejligheds renovering. Der er fortsat et stykke vej endnu. Både med renovationen og ikke mindst covid. Jer er sat længst bag i køen i forhold til det sidste og det føles som en evighed før min tur til vaccinen kommer. Men Oslo lukker endelig op. Efter næsten et halvt års nedlukning, bliver det igen muligt at besøge de mange restauranter og cafeer i byen. Og dét er virkelig tiltrængt. Nu er Oslo i forvejen ikke kendt for at være nogen kulturel smeltedigle. Bevares der findes fine teatre, museer og ikke mindst madscenen er blomstret gevaldigt de senere år. Men Oslo når hverken København eller Stockholm til sokkeholderne.
Når det er sagt, så har Oslo sine lyspunkter og jeg ser stadig frem til at nyde en god middag og et glas vin på Kneipps ligesom jeg værdsætter at gå igennem byens gader, hvor den almene nordmand nyder sin “ute-pils”. Byen er ikke den samme uden åbne restauranter og butikker det kan vi blive enig om hvad end det er en provinsby eller metropol så fungere sen bedst med et åbent kulturmiljø. Vi krydser fingre for at smittetallet ikke går op igen og spritter hænderne en ekstra gang imens.
Jeg har startet forspiring i god tid. Eller i rette tid er det vel, hvis man tager med i betragtningen at det er anbefalet at starte i marts. Vi satser på de praktiske planter (læs: rabarbar + ærter) og så ellers blomster for resten. Tallerkensmækker er stadig min favorit og vil forsøge at udvide sortimentere i år med et par ekstra sorter. Indtil videre er de fleste spirret og flere på vej, så det lover godt.
I forhold til terrassen bliver det to plantekasser i hver side og krukker i midten. Vi bruger normalt ikke den venste side af terrassen til ret meget (spør mig ikke hvorfor, men sådan er det bare blevet) så der vil jeg plante rabarber i en plantekasse og (måske) sy en dyb potte i noget presenning til kartofler. Men det afhænger af om butikkerne åbner, så vi kan få materialer til det.
Jeg glæder mig virkelig til det bliver lidt varmere og nattefrosten er helt væk, så projektet for alvor kan komme igang. Indtil da må de grønne fingre vente i spænding og fokusere på at se på de små spirrer som vokser sig større dag for dag.
Julepyntede træer i gården er med til at sætte stemningen. “Oslo jul” og jul i Norge generelt kan også noget.
Her kommer et lille recap på min første jul i Norge. Grundet COVID-19 blev det ikke til den traditionelle jul i Sæby hos mine forældre. Det første spørgsmål der poppede op, da det for alvor gik op for mig at vi ikke skulle til Danmark og fejre jul var, hvordan strikker man lige en dansk traditionel jul sammen, når man ikke har alt det der gør den danske jul dansk?
Hvad er en dansk jul egentlig?
I min optik består den af mange ting, hvor de fleste er baseret på de ting vi gør omrking julen og ikke så meget på maden, gaverne og alt det folk normalt forbinder med en rigtig jul. At få en jul i Norge til at lykkes blev derfor så meget større en udfordring. Men mit første mål var at sikre os at vi fik and til juleaften. Allerede der kom den første udfordring, for nordmænd spiser IKKE and juleaften. De nyder istedet pinnekjøtt eller lutefisk i rigelige mængder. Og begge ting må de meget gerne beholde for sig selv. De har også flæskesteg(ribbe), men det har jeg aldrig været den store fan af, så det skulle vi ikke have.
Tilbage til anden. Det lykkedes mig efter en del google søgninger at finde en delikatessevare butik som rent faktiske solgte ferske ænder og haps haps anden kunne krydses af listen. Brune kartofler og rødkålen fandt vi også løsninger, omend det ikke var heeeelt som den danske. Og så var der sovsen. Og her kom vi altså til kort, da man ikke har kulør i Norge. (troede jeg, men det har vist sig at de rent faktisk har et agrigat der kan bruges). Jeg kastede mig derfor ud i at lave en forsovs bestående af grøntsager stegt af og lagt sammen med anden for smag og ikke mindst farve. Det blev ikke den bruneste sovs i byen, men den var nu helt ok alligevel.
Juletræ skulle vi også have. Det har man heller ikke (rigtigt) i Norge. Eller jo man har da rødgran men det er jo ikke det traditionelle juletræ i min optik. Det er derimod nordmansgran som det viste sig bliver produceret i Danmark… Så vi fandt en alternativ løsning i en noget mindre skala som faktisk stadig står og pynter i stuen her godt inde i marts.
Risalamande gad jeg ikke. Det har aldrig været mig, da jeg synes det er vammelt ovenpå al den anden fede mad. Så jeg fandt på et alternativ, nemlig ris-ala-cheese-cake med kirsebær topping. (lover der kommer en opskrift) Det fungerede faktisk ret godt og er helt sikkert noget som jeg skal prøve at lave igen. Selve dagen gik med forberedelser, en lang gåtur inden maden og så tog vi den ellers stille og roligt og nød maden og et glad rødvin til. En helt ok og meget anderledes juleaften.
