Travel | Camino de Santiago

tinybeautifulthings-camino

Det var en stor beslutning, da jeg 1. april 2016 sagde mit job op og en måned efter drog ud på en måneds vandring tværs over det nordlige Spanien. Alt hvad jeg havde med var en rygsæk,  en (for tyk) sovepose, tøj til det primære og store varme læderstøvler. Du finder en komplet pakkeliste her Jeg fløj fra Billund til Biarritz hvor Caminoen starter og brugte den første aften på at få købt det vigtigste nemlig en muslingeskal og et pas. Ingen anelse havde jeg om hvad der lå forude. Denne post er brudstykker fra turen. Direkte skrevet efter dagenes gåture af ca 15-20 kms længde. Det var en tur jeg aldrig glemmer. EN tur der fik vist mig at jeg kan nå de mål jeg sætter, at jeg kan tage vare på mig selv, selv i de mere ekstreme situationer hvor sindet og kroppen kæmper imod hinanden. Det var en tur jeg stadig ser tilbage på med stor beundring og en lille smule længsel. Men det er samtidigt en tur jeg ved at jeg aldrig kommer til at gå igen. Ikke fordi den var ulidelig og ekstrem, men fordi det var en oplevelse som man bare kan have den ene gang i livet. Et hvert forsøg på at gøre det igen vil være en forgæves forsøg på fiasko. Der er masser af andre caminoer jeg kan gå og gerne vil gå. Men Camino de Santiago har jeg gået og det er jeg stolt af. Her er brudstykker af min beretning om en tur der på alle måder var med til at ændre mig liv og forberede mig på det liv jeg var på vej imod…

 
Hontanas- Bordilla de Camino

Når ens fødder skriger at de ikke billed i ens støvler må man ty til alternative metoder. Min blev sandaler. Med strømper. Fancy. Hvilket også tiltrak en del opmærksomhed. Men vejret var godt og vejen tør, så det lykkedes mig at gå hele 28,5km. Hvilket altså er ret sejt hvis jeg selv skal sige det. Men det havde en lille pris i forhold til at erhverve mig en irriterende vabel. Okay indrømmet, jeg gik måske også lidt mere til den end hvad der var nødvendigt. Men det var en skøn tur. Nu har jeg ladet mig fortælle, at Mesetaen er flad og ørken-agtig…. Det har jeg ikke rigtigt oplevet endnu. Vi havde en temmelig voldsom stigning stigning på 12 grader og en nedstigning på 18!!! Men derfra var det nu nogenlunde fladt og jeg endte i en lille by, Bordilla el Camino. Der er ingen supermarked og herberget minder om en mellemting mellem Louisianas museumshaven og Christiania.

Jeg skal sove i en gammel lade og ejeren har et kæmpe dreadlock garn, men er super chillern og gavmild. Herber super hyggeligt og et leben af mennesker. Har for i øvrigt gået 255,4km nu.  

 
SAN MARTIN – MURIAS DE RECHIVALDO

Jeg har tabt tråden ift hvor mange etaper jeg er oppe på, så det bliver istedet start – slut by. Efter en fin dag er jeg nu endt i en lille idyllisk by kaldet Murias de Rechivaldo. Det lokale herberg er i en gammel skole og det er ledt af frivillige (idag en ældre herre ved navn Joseph…). Her er meget stille på den helt rigtige måde og det får virkelig én til at slappe af efter et par dage med sygdom og stress. Tå heler heldigvis fint og de vabler jeg fik af at gå i sandaler er også på retur. Dagens tur startede tidligt morgen fra San Martin. Det sted var virkelig et underligt area 51 agtigt område. Der var ingen indkøbsmuligheder og ingenting at tage sig til ud over at sove… Eller drikke sig i hegnet, hvilket en stor del af det mandlige selskab gjorde… Jeg slog følge med et spansk par som jeg tidligere har gået lidt med, da jeg gerne vil være sikker på ikke at fare vild imens det stadig er halvmørkt og koldt. Vi kom til Hospital de Orbigo som er en virkelig fin lille middelalderby med en stor bro og meget hyggelig arkitektur. Derefter fulgte en lang strækning hvor de var ved at etablere en ny vej. Det betød meget mas med at undgå at blive kørt ned af vejtromler etc. Men efter den sidste opstigning nåede vi til Dinos hacienda. Et lille finurligt hippisted med gratis frugt til alle pilgrimme. Derefter gik turen mod Astorga som var en større by. Jeg havde planlagt at fortsætte et par kilometer, så jeg ville have færre at skulle igennem dagen efter. Dog nåede jeg at handle ind i det lokale supermarked og nyde en lille kold forfriskning inden turen gik videre. Min erfaring sagde mig at der nok ikke ville være ret stor sandsynlighed for at finde et sted med indkøb i den by jeg havde planer om at overnatte i.

tinybeautifulthings-camino Ganske rigtigt viste Murias de Rechivaldo sig at være en meget lille og stille by uden andet end en cafe og et par herberg. Efter en rolig eftermiddag uden de store udskejelser blev vi budt på mad af herbergets ejer. Han havde lavet en risotto på grøntsager og efterfølgende dessert bare til os. Det var meget velsmagende og en utrolig fin gestus fra hans side. Man fik virkelig en fornemmelse af, at ikke alle steder er så turistede og overbefolkede som andre. Her stødte jeg på et canadisk par som jeg endte med at følges med videre.  

 
MURIAS DE RECHIVALDO – FONCEBADÓN

Dagens tur var kort. Små 20km. Men til gengæld i noget nærmest helt umuligt terræn. Mødte en meget skør mand klædt ud som ridder og havde pludselig en falk siddende på hånden. Jeg har døjet en del med en voldsom forkølelse de skifte par dage, så varmen og de tyndere luftlag gjorde det til lidt af en bedrift at nå toppen og målbyen. Vi blev indkvarteret på et herberg ledt af et hippikollektiv med fritløbende geder og hunde. Generelt har utroligt mange hippier valgt at slå sig ned i dette område af Caminoen sammen med en del tempelriddere. Ret underlig kombi…  

 
FONCEBADON – PONFERRADA

Dagens tur startede med en gedigen morgenmad bestående af havregryn, cornflakes, toast med syltetøj, peanutbutter og banan og dertilhørende kaffe. Så var jeg klar… Vi started med den sidste opstigning til Cruz de Ferro imens solen langsomt stod op. Det var ret magisk at gå i en forholdsvis stor skare af mennesker,uden at nogen udvekslede ord af betydning. Da vi endelig nåede frem, skiftedes folk til at lægge en sten ved det (meget) lille kors. Derefter stod den på fire timers nedstigning i det smukkeste terræn til dato. Vi gik igennem små idylliske landsbyer og skove med små vandfald og masser af frodigt grønt. Jeg vil vove at påstå at det var den smukkeste dag ud ober førstedagen til Ronchesvalles."Pilgrims on the side of the road, Spain 2016"

På vej ned stødte jeg på denne herlige sydkoreaner som kom halsende efter mig med et billede i hånden. Det viste sig at han havde både kamera og printer med i sin oppakning og jeg blev super smigret over hans gestus. Jeg gav en øl som tak i den følgende by, selvom han stort set ikke forstod et ord engelsk. Vi nåede målbyen og jeg fandt hurtigt frem til herberget. Det var ikke en synderligt interessant by men jeg teamede op med mine Canadiske venner og vi fik kreeret et festmåltid hovedsageligt bestående af hvad andre havde til overs. Det var faktisk ikke vores hensigt, men vi fik nærmest ikke lov til at bruge komfuret da en italiensk herre havde okkuperet samtlige blus. Han skulle koge mad til 17 andre italienere (forståes) hvilket tilsyneladende krævede sit… Men mad fik vi som sagt til sidst ?  

 
PONFERRADA – VILLAFRANCA – O’CEBREIRO

Disse tre etaper hænger sammen, da jeg gik med folk fra det samme slæng helt vejen. Slænget bestod af fire Canadier, en franskmand og en cyklende spanier. Vi endte alle med at nyde det sjoveste pilgrimsmåltid i O’cebreiro, hvor vi bla fik smagt på den lokale blækspruttedelikatesse. Strækket til især O’cebreiro var lidt en hård nyser for mig med skinnebensbetændelse men jeg kom igennem. På trods af at jeg på det nærmest var ved at blive trampet ned af en flok køer på vejen Men til tops kom vi og tids nok til at få en seng på byens eneste herberg. Ikke det bedste overnatningssted, da der var koldt vand i bruseren og én stor fælles sovesal (snoooooork).  

 
SANTIAGO DE COMPOSTELA

Så er jeg her – og hvilken fin by! Hotellet et ikke noget at råbe hurra for, men så meget desto større grund til at udforske byen og de ting den har at byde på. Jeg er stået helt af Camino ræset og har derfor besluttet ikke at tage ud til Finisterre. Primært fordi jeg ikke synes det giver mening at tage en bus derud, når man har gået så langt indtil nu… Det må blive en anden gang hvis det bliver. Santiago har rigtig mange finheder, ligefra et pulserende kulturliv med museer til studerende der flokkes i gaderne (sammen med de mange pilgrimme). Her er fine små gader, med massevis af specialbutikker og områder med urbane cafeer og grønne åndehuller. Massevis af kirker og ikke mindst den massive katedral i bymidten. Jeg nåede forbi den obligatoriske pilgrimsmesse, som var en meget fin (omend noget lang) seance, at afslutte turen med. Vi fik fællessang og røg for alle pengene! Derefter stod den på frokost på urban lille cafe i hipster området efterfulgt af udforskning af mikrobryg ølbar, som viste sig at have Mikkeller taptakeover. Én fik en smule hjemve… Så det er et wrap up fra solskins Santiago og ikke mindst fra min Camino tur! Det var en stor beslutning, da jeg 1. april 2016 sagde mit job op og en måned efter drog ud på en måneds vandring tværs over det nordlige Spanien. Alt hvad jeg havde med var en rygsæk,  en (for tyk) sovepose, tøj til det primære og store varme læderstøvler.

Tags: