Fredagscocktails | Torgata Botaniske

tinybeautifulthings-fredagscocktail-botaniske-1

Torgata Botaniske

Vi har en tradition om altid at snuppe en enkelt Fredags cocktail (eller to), for at sætte punktum for ugen og byde weekenden velkommen. Normalt finder vi på en unik cocktail hver uge hjemme i privaten, men i dagens anledning havde vi bevæget os mod Torgata Botaniske, som M havde hørt positivt om. Man bliver altid ekstra glad, når man lidt tilfældigt opdager små unikke steder og  Torggata Botaniske er helt bestemt et af disse. En lille cocktailbar i en sidegade til Torgata, som er kendt for sin botaniske indretning og vigtigst af alt, sine fabelagtige cocktails.

Stedet er nemt at overse, da det ligger i en sidegade til Torgata. Finder du frem til det, venter der virkelig en unik oplevelse. Det er ikke tilfældigt at stedet hedder Torgata Botaniske, for der vokser vitterligt botanik ud af både vægge og lofter. Deres udvalg af cocktails er beskedent, men yderst velvalgt og alle med et strejf af grønt på den ene eller anden måde hvilket binder konceptet sammen .Og vi blev på ingen måde skuffede, for wauw hvor kan de altså lave velsmagende cocktails på det sted! Torgata Botaniske er absolut et sted jeg vil komme igen og nyde en drink eller et glas kold hvidvin for stemningen og viben er unik og helt perfekt til en fredags cocktail.