Travel | Lisbon

Smukke, smukke Lissabon. Jeg er så forelsket i netop dig. Du indeholder alt hvad jeg værdsætter ved en storby. Snirklede, brolagte gader, gamle skramlende sporvogne, pulserende gadeliv hvor de lokale og turisterne fletter ind i hinanden på en naturlig måde.

De små tavernaer, med udeservering på trapper og små reposer og ivrige tjenere, der gerne giver en lille smagsprøve på hvad restauranten har at byde på af lokale vine og tapas. Den lange strandpromenade og ikke mindst de mange skrå gader, nogle forbundet af hejsebaner (heldigvis). Og maden! Ja virkelig lækker mad, hvor især fisk og skaldyr er virkelig lækkert.

Lissabon er fyldt med smukke fliser, både på gulve og på facaderne især. Jeg er jo en mønster fanatiker hvad flader angår, så må indrømme at jeg vist har affotograferet de fleste facader i byen.

 

LX Factory

Som det hører sig til med en storby med respekt for sig selv, så har den et urbant område med mindst ét mikrobryggeri, en burger joint og et hobetal af kreative pop-up butikker. Lissabon er ingen undtagelse. Området hedder XL Factory og ligger ti min fra Lissabons centrum på vej mod Bélem. Stedet er fyldt med fine små butikker og virkelig lækre industrilokaler og jeg skal indrømme at jeg godt kunne se mig selv have et værksted i de omgivelser. Når de mennesker der lever og arbejder der samtidigt er yderst gæstfri og meget åbne for især skandinavere, så kan man ikke andet end at forelske sig i stedet.