Travel | Solo Nights

Det mest positive ved at rejse alene, er, at du selv har 100% råderet over din tid. Du kan se de seværdigheder du har lyst til og tage dig god tid, til lige netop de ting du gerne vil.

Minus er, at du selv har hele ansvaret (og at der ikke er nogen til at hente kaffe når man stå i kø til at se en seværdighed) og for mit vedkommende, aftnerne.

Det nemmeste er naturligvis blot at fylde ens dage med så mange aktiviteter, at man automatisk dejser om når aftensmaden er indtaget og klokken nærmer sig 20. Men det er nu alligevel lidt trist at gå glip af solnedgangene og de sene aftner med et glas vin og musik et sted.

Jeg har derfor lavet en lille liste over måder at tackle aftnerne så det ikke bliver en al for grænseoverskridende oplevelse og man ikke sidder fast på hotelværelset.

Nyd en drink med en udsigt

Det med at drikke i en bar alene, især hvis man ikke er så stedskendt, kan være en skrækindjagende oplevelse. Nyder man derimod en drink et sted hvor der er en udsigt, skaber det en helt anden oplevelse.

Nu er der pludselig noget andet der fanger folks opmærksomhed, så man ikke føler at alles øjne er rettet mod én, når man sidder alene og nyder sin øl/cocktail. Det er dog yderst sjældent at folk rent faktisk fokusere på at du sidder alene og får en drink. De fleste er som oftest alt for beskæftigede af deres eget selskab.

Det afhænger naturligvis af vejret, om det er muligt at sidde udenfor og nyde en udsigt, men ellers foretrækker jeg en vinduesplads, da det giver nogenlunde samme effekt.

Det samme gør sig i øvrigt gældende med at spise ude i de sene aftentimer. Alternativt kan man altid tage sin Ipad under armen, så der kan lægges planer for oplevelserne den kommende dag samtidigt.

Deltag i en aften-tour

Nogle gange er det bedste tidspunkt at opleve en by på i aftentimerne. Det kan naturligvis virke uoverskueligt og frygtindgydende at begive sig ud på egen hånd, når det er mørkt hvis man ikke er forberedt eller bare ikke er født med den bedste stedsans. Det kan derfor være en god ide at benytte sig af de mange tilbud og tours rundt i byen. På den måde får du set noget af byen du måske ikke så og du møder samtidigt andre mennesker med samme forudsætninger som du selv. Falder man godt i spænd kan det jo altid resultere i at man drikker en øl bagefter og så er der måske nogle mennesker man kan dele selskab med dagen efter…

Spis aftensmad i eget selskab

Som tidligere nævnt, så er det med at spise middag ude alene noget der kræver en del overvindelse og træning. I hvertfald for mit vedkommende. Men da jeg meget nødigt vil gå glip af en masse kulinariske oplevelser på mine rejser har en god portion stædighed efterhånden fået min frygt for netop det scenarie til at fordufte. Men man kan alligevel tage sig nogle forholdsregler så man undgår den værste ubehag ved situationen. En fordel jeg har benyttet mig af en del (faktisk også når jeg har rejst med andre) er at lave lidt research på forhånd. Finde nogle gode restauranter hvor man kan lide hvad der er på menukortet og hvor det virker som et sted man har lyst til at være. Så gælder det ellers bare om at gå ind i situationen med oprejst pande og mod og eventuelt sigte efter en vinduesplads om muligt. Alternativt kan du være heldig at tjeneren tager højde for enspændere og laver en bordplan hvor folk der rejser alene bliver placeret ved samme bord.

Jeg har eksempelvis indtaget et virkelig godt måltid mad i Lissabon med to japanere som ikke forstod et ord engelsk. Men vi kom overraskende godt ud af det sammen bl.a. fordi vi alle havde en forkærlighed for at tage billeder af vores mad og poste det på instagram.

Besøg museer

I dagtimerne foretrækker jeg at opholde mig mest muligt udenfor, så sightseeings og shopping står som regel averts på listen. Jeg gemmer mine besøg på museerne til det blive sidst på eftermiddage/aften hvis det er muligt. Som oftest har museerne en dag eller to i ugen hvor de har længe åbent og så kan man ofte nyde kunsten uden at der er alt for mange mennesker omkring én. Fordelen er også at man så efterfølgende kan nøjes med at snuppe noget let til aftensmad som eksempelvis takeaway eller mad fra en foodtruck.

En koncert eller to

Hvis man er til livemusik, som jeg selv, så er det oplagt at undersøge mulighederne for netop dette i den by man besøger. Nogle steder er naturligvis mere oplagte end andre, men det er som regel altid muligt at opstøve en eller anden koncert et sted.

Fordelen ved netop koncerter er at det er de færreste der bemærker at du kommer alene. Jeg er faktisk efterhånden blevet ret stor fan af at tage til koncerter alene, både når jeg er hjemme og på tur. Det giver en anden ro og mulighed for fordybelse og så giver det samtidigt mulighed for at opleve bands man måske aldrig ville have hørt om ellers. De bedste koncertoplevelser jeg har haft i byer jeg har været til har helt sikkert været på mindre steder som eksempelvis i Dublin, hvor irske musikere samlede sig hver aften og spillede sammen.

Chill og lav absolut ingenting

Og så er det faktisk også helt ok bare at chilly og kapitulere på ens hotelværelse engang imellem. Købe et eller andet hurtigt mad at tage med op, hoppe i hyggebuksen og så bare stene en Netflix serie eller en film. For det er faktisk ekstra anstrengende at være på tur, hvor man går rundt hele dagen og indsamler alverdens indtryk. Man behøver ikke nødvendigvis fylde sit program fra morgen til aften, for der er netop kun én person der skal gøre tilfreds i den sidste ende, og det er dig.